torsdag den 1. januar 2015

Min favorit kransekageopskrift

Her er opskrift og fremgangsmåde på den kransekage, som jeg laver næsten hvert nytår. Der skal kun få ingredienser til, at lave sådan en lækker både sprød og blød mundfuld, som bare smager bedre end det man køber. Det kræver selvfølgelig lidt arbejde med udformningen, men synes det er ret hyggeligt at lave denne.




Ingredienser:

500 gr ren marcipan
200-225 gr flormelis
1 lille pasteuriseret æggehvide

Glasur:

75 gr flormelis
1,5 pasteuriseret æggehvide
et par dråber eddike

Marcipanen æltes med flormelis og æggehvide til en smidig masse. Rul dejen i pølser på tommelfingertykkelse. Skær pølserne ud i stykker, hvor det første måler 8 cm, det næste 12 cm og fortsæt med at lægge 4 cm til for hvert stykke (svarer til ialt ca. 8 stænger) 
Form hvert stykke til en ring og klem det spidst foroven.

Bages ved ca. 200-220 gr i ca. 10-12 min. til de er gyldne. Jeg kan godt lide at de bliver bagt, så de er gyldne og ikke alt for lyse, de får på den måde også lidt ekstra bid og sprødhed.

Glasuren røres sammen og skal virke sej. Tilsæt lidt mere flormelis, hvis den er for tynd. Sprøjtes på ringene i zigzag mønster. Hvis man ikke har en meget tynd tyl til sprøjteposen, så kan der sagtens bruges en alm frostpose, hvor der klippes en meget lille spids af, svarende til den tykkelse man ønsker glasuren.



Så få ingredienser skal der til!









Jeg lavede en lidt større portion og formede også nogle små brød, 
som svigerforældrene fik nytårsaften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar